Når kvinder definerer succes

I forbindelse med Global Women Entrepreneurship Day i sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i en paneldebat med temaet ”celebrating female entrepreneurial success stories” i FN-bygningen i København.

På alle måder et flot og vigtigt arrangement!

De fem paneldeltagere er alle stiftere af fantastiske virksomheder, som beskæftiger sig med alt fra ejendomshandel til kræftforskning (og så selvfølgelig mit eget kø-system), så jeg synes, det er fair at sige, at der, uden skyggen af tvivl, var tale om succesfulde forretningsfolk.

Undervejs i debatten fik vi vendt mange spændende emner, men der var et spørgsmål, som moderatoren bad alle om at besvare, som satte nogle tanker i gang hos mig. Jeg havde tid til at overveje mit svar, for jeg var den sidste, der skulle besvare det.

Hun spurgte sådan her:

“Hvordan definerer du succes?”

Jeg begyndte straks at tænke som en gal, for jeg ville jo gerne opsummere Queue-its vigtigste forretningsmæssige resultater bedst muligt. Det der undrede mig var, at de øvrige paneldeltageres svar gik i en helt anden retning, end det svar jeg var i gang med at forberede. De talte om work/life balance, om at være glad for at gå på arbejde hver dag, om at være gode mødre for lykkelige børn, og så videre…

Alle disse betragtninger er naturligvis utrolig vigtige dele af livet – meget vigtigere end en hvilken som helst virksomhed – men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvordan disse svar passer logisk ind i en debat, der handler om ”entreprenant succes”.

Jeg indså, at kvinder har en tendens til at tøve med at tale direkte om deres virksomheds (eller karrieremæssige) succes, altså om de resultater, de har skabt i forretningen, så snart diskussionen finder sted i et forum, der mest består af kvinder.

Det forstår jeg faktisk ikke helt. Måske gør du?

Da det blev min tur til at svare, følte jeg ærligt talt at jeg skulle finde en del ekstra mod frem for at fortælle alle de mange kvinder i publikum om mine noget mere hardcore forretningsmæssige successer.

Hvis du gerne vil vide, hvad jeg valgte at fremhæve, kommer mine udvalgte successer her:

  • At bygge et helt unikt produkt, som skaber fairness til internetbrugere globalt
  • At skabe interessante jobs og se at mange fantastiske mennesker ønsker at arbejde for os
  • At næsten 1 milliard brugere snart har været igennem vores kø-system

Efter at have overvejet nærmere, hvad der egentlig skete, har jeg tænkt en del på- om svarene havde være de samme i en mere blandet sammenhæng, altså hvis det havde været et M/K-panel og publikum. Det er der i sagens natur ingen- der ved, men baseret på mine egne erfaringer fra lignende, mandsdominerede, debatter er mit gæt- at de samme kvinder nok havde fremhævet mere forretningsorienterede successer. Alle de kvindelige debattører i panelet var jo netop meget succesfulde forretningskvinder i vækstvirksomheder, og den slags skaber man altså ikke udelukkende ved at definere succes som at være en fantastisk mor og en storsmilende chef.

En anden ting, jeg har tænkt over siden debatten, er, hvad mit eget svar havde været, hvis jeg ikke havde haft så god tid til at tænke over det, mens de øvrige deltagere svarede. For at være helt ærlig, så er jeg nødt til at sige, at jeg ikke er sikker på det. Det er meget tænkeligt, at jeg instinktivt havde svaret noget i samme stil, altså noget om moderlig stolthed, livsbalance eller lignende.

Jeg tror, at vi kvinder vil have gavn af i højere grad at tænke over den effekt, vores typiske ”bløde” svar har på vores omgivelser. Vi bliver ikke dårligere mødre eller mindre feminine i andre livssammenhænge ved at tale med andre kvinder om forretningsresultater og succeshistorier.

4 responses to “Når kvinder definerer succes

  1. Rigtig fint indspark!
    Work-Life balance er vigtigt, men det er også kontinuerligt work-in-progress, så jeg ville synes det var vanskeligt at sætte op som en “succes”.

    Jeg tror det er meget rigtigt at svarene havde været anderledes, hvis det havde været et m/k panel. Jeg tror mange kvinder er bange for “amme-mafiaen”, som dikterer at børn har brug for deres mor, og mødre derfor må tilsidesætte deres egne ambitioner. Det er simpelthen så ærgerligt, i disse ligestillingstider, at vi spænder ben for vores eget køn på den måde..

  2. Jeg sad også i salen og tænkte, hvis dette havde været et blandet forum, ville der ikke være blevet talt så meget om børn og familie, men behovet er der åbentbart for at italesætte det.

    Godt du fandt modet til, også at fortælle om din ”entreprenant succes”. Og det er vel, det der skal til: MOD. Ved at du giver dig selv lov til at fortælle om din ”entreprenant succes”, gør du en forskel. Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *