Teknologi: En kreativ og sprudlende karrierevej – også for kvinder!

For nyligt var jeg på vegne af Women in Tech DK og Queue-it inviteret til at tale på Improve Digitals Pop-Up event i København “Women’s Leadership Networking Breakfast”. Improve Digital står også bag Inspiring Fifty, et paneuropæisk program, der identificerer, opmuntrer, udvikler og promoverer kvinder i ledende stillinger i teknologibranchen. Formålet med dette event var at samle både medierne og teknologibranchen for at netværke og diskutere, hvordan vi får opmuntret flere kvinder til at vælge digitaliseringens vej, når de vælger karriere. Måske har du hørt om disse events tidligere? Improve Digital afholder dem nemlig fra tid til anden rundt omkring i Europa.

Jeg er overbevist om, at verden har brug for flere kvinder i teknologibranchen, og arrangementer som dette er vigtige for at fokusere på både kønsaspektet i branchen, men også på manglen af it-professionelle helt generelt set. En ny rapport fra DI Digital, Training for digital jobs, udarbejdet for EU-Kommissionen, viser tydelig mangel i hele Europa på it-professionelle med en videregående uddannelse. Især er der mangel på medarbejdere, der udvikler digitale løsninger – både hardware og software-udviklere, arkitekter og specialister inden for Big data er der høj efterspørgsel på, men de talentfulde kandidater er svære at finde. Dette er et stort problem, idet vi lever i en verden, som bliver mere og mere digital, og hvor Europa er nødt til at oppe sig, hvis vi i fremtiden skal kunne konkurrere med USA og Asien. Derfor er vi nu, mere end nogensinde, nødt til at overbevise de unge kvinder om, at en karriere i teknologibranchen er vejen frem.

På Pop-Up eventet i København talte jeg blandt andet omkring, hvor vigtigt det er, at vi får skabt en mere balanceret tech startup scene, og hvordan det generelt set er at arbejde i teknologibranchen i Danmark.  Det er vigtigt, at vi fokuserer specifikt på kvinder, som har en tendens til at holde sig tilbage, og får inspireret og uddannet dem, så de forstår, hvad en karriere i teknologibranchen går ud på – både som ”menig” medarbejder og som iværksætter.  Teknologi er helt sikkert en mulig og spændende karrierevej for kvinder. Det kan både være sjovt, kreativt, forretningsorienteret og udfordrende. Kvinder har en tendens til at undervurdere deres egne idéer, og det er rigtig ærgerligt. Det betyder, at vi går glip af rigtig mange spændende nye forretningsidéer, som ellers kunne have stort potentiale. Desuden vil iværksætterkvinder som regel gerne have styr på det hele fra start. Besidde alle nødvendige kompetencer. Jeg kalder det ”tjeklistesyndromet”. Men det skal de droppe, hvis de gerne vil være iværksættere. De må bare komme i gang, og så er det selvfølgelig en fordel, hvis de starter med noget, som de kender.

business.dk

Stifterne af Improve Digital, Joelle Frijters og Janneke Niessen, fortalte ligeledes om Inspiring Fifty og om tal fra deres blog post “Diversity Matters”, som jeg kan anbefale dig at læse. Inspiring Fifty har desuden udgivet en ungdomsroman, Project Prep, for at ’indfange’ unge piger mellem 10-14 år og oplyse om, hvor spændende og givende en karriere inden for teknologi kan være. Den er i første omgang udgivet i Holland og vil senere på året udkomme i andre lande også. Den klassiske udfordring er, at unge piger siger, at de ikke har lyst til en karriere i teknologibranchen, men hvis du spørger dem, om de gerne vil arbejde for Instagram, så siger de helt sikkert JA! Det tyder altså på, at vi er nødt til at få forklaret og tydeliggjort, hvad det vil sige at arbejde i vores i branche og hvilke (mange) muligheder, der rent faktisk er – vi skal med andre ord børste støvet af branchen og brande teknologi som den kreative og sprudlende karrierevej, det faktisk er, for at få pigerne med!  I fremtiden vil alle firmaer i et eller andet omfang være teknologifirmaer. Det er derfor vigtigt, at vi får de unge piger inspireret til at vælge branchen til nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *