Iværksætter? Så arbejder du nok helt vildt meget!

Af Camilla Ley Valentin 0

Jeg læste for nyligt en artikel under overskriften ”Skilsmisse fik topchef til at uddelegere i mia-virksomhed”. Her fortæller Jens Poulsen fra DK Company, at han hver anden uge forlader kontoret kl. 15.00 for at være sammen med sine børn. Han beskriver det både som en gave, men også som svært at have sluppet tøjlerne en anelse.

Den artikel fik mig til at tænke på, at ét af de spørgsmål, som jeg rent faktisk ofte bliver stillet af kommende iværksættere, netop handler om, hvordan jeg overhovedet med både børn, familie og hus havde tid til at starte egen virksomhed.  ”Skal man ikke bare arbejde vildt meget? ”, bliver jeg ofte spurgt.

Mit svar til det er, at selvfølgelig kræver det en hel del tid at starte egen virksomhed, men om du synes, det er meget kommer an på, hvad du kommer fra; hvad du sammenligner med. Kommer du fra en deltidsstilling eller et ”almindeligt” job med faste arbejdstider 37 timer om ugen, så kommer du helt sikkert til at arbejde mere. Omvendt, hvis du sammenligner med en karrierestilling, f.eks. inden for ledelse i en større virksomhed, så ved du sikkert også, at det ikke altid er 8-16 jobs, som tilbydes her, og i den sammenligning er antallet af arbejdstimer nok ret sammenligneligt.

Hvis du overvejer at blive iværksætter, så lad dig ikke skræmme af lange arbejdsdage. Du arbejder med noget, som du (forhåbentlig) virkelig brænder for. Det er din ”baby”. Det i sig selv gør en stor forskel. Men tænk på, at det er mere fleksibelt, i hvert fald i nogle brancher som f.eks. inden for it, hvilket en ”almindelig” karrierestilling langt fra altid er. Ofte kan du som iværksætter selv styre din arbejdsdag, altså hvad du gør hvornår. For mig er det med til at nedsætte stressniveauet ift. hjemmefronten. Er vi f.eks. forsinket om morgenen, eller skal jeg til læge med ét af børnene, så skaber det ikke de store problemer, fordi jeg skal møde ind på et bestemt tidspunkt. Den arbejdsindsats, jeg så mister i de timer, bestemmer jeg selv, hvornår jeg lægger.

Iværksætterlivet betyder, at jeg også bruger tid på forskellige netværk. Og det tæller i mit ”regnskab” også med som arbejdstid. Det skal tages seriøst, og er noget jeg gør for at udvide mine kompetencer og mit netværk; og jeg ser på det som nødvendig personlig og faglig udvikling. Som iværksætter er det ekstremt vigtigt at møde mennesker fra både små og store virksomheder, som kan give indspark til f.eks. udvikling, go-to-market strategi og finansiering. Man har simpelthen behov for inspiration og hjælp fra andre end de meget få kolleger, der findes internt i egen virksomhed i opstarten. I øvrigt er det også med til at imødekomme en anden udfordring, som kan opstå i forbindelse med opstarten, nemlig at livet som iværksætter kan blive ret ensomt. Det har jeg ikke personligt oplevet, men det kommer nok også meget an på, om du vælger at starte din virksomhed selv eller sammen med andre.

Når først du er iværksætter, så tror jeg, at du vil kigge på din arbejdsdag på en helt anden måde. Din arbejdstid/dag flyder i meget høj grad sammen med din fritid, men du er herre i eget hus og styrer stort set selv din tid, og hvornår du gør hvad. Du arbejder med noget, som du virkelig brænder for og selve den reelle arbejdstid bliver mindre vigtig for dig. Jeg bliver ofte spurgt, hvor mange timer jeg arbejder, men kan helt ærligt ikke svare på det.

Hvis du har lyst til at læse et par af mine tips til iværksættere in spe, så læs min post ”7 tips til ”voksne” iværksættere”.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info