7 tips til ”voksne” iværksættere

Af Camilla Ley Valentin 1

Som regel, når jeg bliver inviteret til at tale på diverse arrangementer om entreprenørskab – og egentlig også, når der generelt set skrives om iværksætteri i pressen – er fokus på de unge iværksættere. Men du behøver ikke nødvendigvis at være ung for at blive iværksætter. Jeg var i slutningen af trediverne, da jeg startede Queue-it sammen med mine medstiftere – og jeg var endda den yngste af os tre.

Det har faktisk sine fordele at starte virksomhed, når man er lidt ældre og har mere erfaring, så du behøver ikke at antage, at dine chancer er forspildt, bare fordi du ikke lige er gået ud af skolen. Husk på at ældre iværksættere kan trække på livserfaring – både erhvervsmæssigt og privat. Det hjalp i hvert fald os, da vi først startede Queue-it. Vi havde yderligere den fordel at kende hinanden ganske godt, da vi tidligere havde arbejdet sammen. Vi vidste præcis, hvem som gjorde hvad, og vi kendte på forhånd til hinandens styrker og svagheder.

For noget tid siden henvendte en kvinde i fyrrende sig til mig. Hun ville egentlig gerne starte sin egen virksomhed, men hun var meget i tvivl på grund af sin alder. Først talte vi lidt om de mere praktiske ting, som man skal overveje, når man starter en virksomhed, som jeg også nævner for yngre iværksættere, som f.eks. navn på virksomhed, økonomi, registrering af virksomhed etc., men vi talte også om et par andre ting, som jeg gerne vil dele med dig.

Tips til de ”voksne” iværksættere

  • Start med noget du kender til

For at gøre det nemmere for dig selv, så fokuser din startup på noget, som du kender til. Det vil øge dine chancer for succes. Har du f.eks. arbejdet inden for detail i mange år, så vil jeg anbefale dig, at du starter her. Du har sikkert allerede mange kontakter – måske du endda er kendt i din branche – og du kan trække på dine erfaringer. Dvs. hvis du arbejder i it-branchen, så er dine chancer for succes større, hvis du bliver der, end hvis du f.eks. starter en børnetøjsforretning.

  • Fortæl om din ide og lyt godt efter svarene

Det er en udbredt misforståelse, at gode idéer skal være hemmelige.  En hemmelig idé tager simpelthen skade, forstået på den måde at den mangler input fra potentielle kunder og andre, som kan bidrage med vigtig viden inden produktet lanceres. Det er vigtigt at forstå, at det er meget sjældent, at en idé bliver stjålet, før den har vist sin forretningsværdi. Der findes rigtig mange idéer, men det svære er at lancere dem i markedet og få dem til at vokse. Jeg synes derfor, at du skal tale så meget som overhovedet muligt om din idé til alle som gider at høre på dig; spørg om råd og vejledning og gennemgå alle de kritiske punkter nøje.

  • Brug dit netværk

Hvis du er en lidt ældre iværksætter, så har du sikkert allerede et stort netværk af erfarne professionelle omkring dig. Hold dig ikke tilbage. Kontakt dem og spørg om hjælp, hvis det er nødvendigt. Online kan du finde forskellige events, som du kan deltage i, hvor du kan udvide dit netværk samtidig med, at du får muligheden for at fortælle om din kommende startup. Det er min erfaring, at folk generelt set gerne vil hjælpe iværksættere, hvis du altså tør at lade dem hjælpe dig. Hvis du føler, at du ikke er god til at netværke, er der heldigvis hjælp at hente. Der findes nemlig mange gode artikler, som kan hjælpe dig i gang. Start med at læse dem.

  • Advisory board

Overvej om det kunne være en god idé at starte et advisory board bestående af dygtige folk, som kan rådgive dig, når du har behov for tips og sparring. Selvom du allerede har megen erfaring selv, har du måske behov for input fra folk med andre kompetencer. Du kan også overveje at samle dit advisory board til et fysisk møde, men det er ikke et must. Nogle iværksættere har også gavn af en personlig mentor; især hvis de starter deres virksomhed helt alene.

  • Brug de sociale medier

Det kan godt være, at du er lidt ældre, men du har sikkert opdaget, hvor meget magt de sociale medier egentlig har. Hvis du ikke ved noget om det endnu, så vil jeg råde dig til at lære det hurtigt. Du er nødt til at bruge de sociale medier på en intelligent og autentisk måde i forhold til dit produkt. Det kan også være en god idé at prøve at få omtale i pressen; det er en pålidelig og billig måde at få omtale af dit produkt eller din virksomhed på. Kig især efter nichemedier inden for dit område.

  • Overvej risikoen

Ældre iværksættere har arbejdet længe og har måske også sparet penge sammen i mange år. Måske har de mere at miste end yngre iværksættere, som sikkert ikke har så mange penge endnu, og derfor mindre at miste. Når du er ældre, har du som regel også flere forpligtelser som f.eks. hus, bil og børn. Så tænk dig rigtig godt om ift. din økonomi, når du planlægger opstarten. Regn med at indtjening altid tager væsentligt længere, end du forventer, så du ikke løber tør for penge alt for hurtigt.

  • Du kan, hvis du vil

Tro på dig selv! Hvis du ikke selv gør; hvem gør så?

1 kommentar RSS

  1. Af Iværksætter? Så arbejder du nok helt vildt meget! | Ley Live

    -

    […] Hvis du har lyst til at læse et par af mine tips til iværksættere in spe, så læs min post ”7 tips til ”voksne” iværksættere”. […]

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info